Arbejdsmetode

 

Psykomotorikkerens- & Afspændingspædagogens metoder og bevæggrunde, for at arbejde-og bevæge muskulaturen og sanserne terapeutisk

 

Psykomotorikken- og afspændingspædagogikken har eksisteret som fag i omkring 50 år, og selv om faget har genemgået en tidssvarende udvikling, har hovedessensen i afspændingspædagogernes arbejdsområde gennem alle årene, handlet om forholdet mellem muskelspænding og psyke.

Næsten alle mennesker har oplevet det velvære, der opstår i kroppen og det psykiske velbehag der føles efter en god travetur eller sportslig aktivitet. Det er den sammenhæng, der er mellem velværet/balancen i kroppen og de psykiske velbefindende, som er udgangspunktet i afspændingspædagogikken.

 

Smerter i bevægelsesapparatet og andre fysiske gener, vil ofte påvirke humøret direkte. Det tærer på kræfterne, vi bliver nedtrykte og irriterede over ikke at kunne overkomme det samme som vi plejer. Vores krop udsættes for kemiske ændringer, når vi er stressede eller i psykisk ubalance. Der sker ændringer i vores hormonproduktion, i vores kredsløb, åndedræt og derudover påvirkes spændingen i vores muskler.

 

Musklerne afspejler vores sindstilstand:

Spændingen i vores muskler ændrer sig alt efter om vi er trætte og udkørte eller friske og udhvilede, og om vi f.eks. føler os glade, vrede, magtesløse eller succesfulde. Kroppen er hele tiden underlagt vores sindsstemninger, og muskelspændinger og belastningsskader kan derfor bl.a. opstå som en reaktion ved dårligt arbejdsmiljø, ved stress eller personlige kriser.

Vi spænder musklerne under forskellige sindspåvirkninger, uden at vi nødvendigvis sætter musklerne på et egentligt fysisk arbejde. Der er derfor væsentligt, at krop og psyke ikke adskilles i behandlingen, men at hele mennesket inddrages.

Derved øges mulighederne for at finde en årsag til generne, og mulighederne er større for at opnå en mere vellykket behandling og for at øge den enkeltes motivation og engagement i forebyggelse af fremtidige gener.

 

Hvordan foregår behandlingen?

En afspændingsbehandling indledes med en samtale om, hvorfor der er rettet henvendelse, om der måske er fysiske smerter, anspændthed eller om det er ønsket om at opnå bedre kropsbevidsthed og øgede personlige ressourcer.

En afspændingsbehandling varer i reglen en time. Behandlingen foregår på en briks eller andet leje. Du modtages iført eget tøj og lægges behageligt til rette med understøttende pude og tæppe. Selve den manuelle behandling udføres ved hjælp af blide stræk, tryk og rolige greb, som har til formål at løsne spændte muskler og regulere spændingsbalancen i kroppen.

Ubalance i muskeltonus kan blokere for et sundt kredsløb, hvorved der ophobes affaldsstoffer, som kan give ubehagelige gener, f.ek.s hovedpine, træthed og manglende psykisk overskud i hverdagen. Ud fra det spændingsmønster der viser sig under behandlingen, tilrettelægges det videre forløb. Holdningskorrektion og forslag til hensigtsmæssige arbejdsstillinger vil ofte naturligt indgå i et behandlingsforløb. Derudover vil afspændingspædagogen meget ofte anvise øvelser, som bør trænes for hurtigere at opnå et ønsket resultat.

 

Afspænding mod stress:

Der kommer desværre flere og flere med stressrelaterede problemer. Det kan være hovedpine, ondt i nakken/skuldre, lændesmerter, søvnproblemer eller manglende koncentration. Klienterne er ikke altid bevidste om sammenhængen mellem deres gener og den stress de måske er udsat for i det daglige.

Nu skal stress jo ikke have skyld for alt. Den positive side ved stress er, at den får os til at yde en ekstraordinær indsats over en kortere periode. Men hvis kroppen ikke når, at finde tilbage til sin normale tilstand inden næste opgave, så slider vi unødvendigt på os selv, fysisk og psykisk med forskellige gener til følge.

Derfor anvendes psykomotikker&afspændingspædagoger også i flere private og offentlige virksomheder, hvorPsykomorikkeren/ pædagogen anvendes, som rådgiver for arbejdspladsen som helhed, og som underviser og behandler for den enkelte medarbejder.

Undervisningen vil ofte omhandle almen kropsbevidsthed, varieret brug af kroppen og sunde arbejdsvaner, herunder også fornuftig brug af bord og stol og andre redskaber.

Men undervisningen vil også omhandle hvordan de fysiske og psykiske ressourver anvendes bedst muligt, både i arbejdssammenhæng og udenfor”.

 

Overordnede opgaver :

Analyse af behov for psykomotisk&afspændingspædagogisk undervisning. Tilrettelæggelse, udførelse og evaluering af undervisningsforløb.

Analyse af behov for Psykomotorisk&afspændingspædagogisk behandling Tilrettelæggelse, udførelse og evaluering af behandlingsforløb i samarbejde med andre faggrupper.

Vurdering af nødvendigheden af henvisning til anden relevant undervisning eller behandling

 

Eksempler på emner i undervisning af grupper :

Via en målrettet undervisning, der tager sigte på at bevidstgøre deltagerne udfra sammensatte forløb med dialog og spørgsmål til at skabe egen indsigt i kroppens reaktioner og behov undervejs - der arbejdes udfra disse metoder. 

  • skabe kropsbevidsthed
  • via bevægelse
  • afspænding
  • psykomotorisk træning
  • sanseintegration
  • og vedligeholdelsestræning

Ønsker du mere udfyldende info ifh. til hvilke emner og arbejdsområde, vi kan bruges til og i.

Så gå venligst videre til: Arbejdsområde

Eller se under Behandlingsformer, hvor en del af metoderne er beskrevet.

 

I Frankrig er psykomotorik særdeles anerkendt og brugt.

Nedenstående artikel er taget derfra - fordi den er vel illustreret og beskriver nogle af de danske metoder godt og korrekt. 

Især i et behandlingsforløb - men focus ud fra

At have dig eller et hold i centrum.

 

Artiklen er skrevet af:

Franck  Pitteri,

psykomotoricien D. E, 2007.

- se under artikler i menuen;

Hvorfor lave test

Dersom du ønsker at læse hele artiklen.

 

Den psykomotoriske test særtræk

 

Testen består af en evaluering af:

De psykomotoriske kompetencer på det funktionelle plan med særlig vægt på de neuromotoriske færdigheder, sansemotorik, kropsbilledet og opfattelsen og organiseringen af tid og rum.

Samt af en evaluring af:

  • personens psyko-affektive karaktertræk
  • holdningen til at indgå i relationen
  • graden af engagement i situationen
  • selvværd
  • evnen til at give udtrykke for sine oplevelser på det kropslige, følelsesmæssige og relationelle plan.

Man tester ikke bare disse elementer, men de står i et stadigt interagerende forhold.

Denne dobbelte ’læsning’ som stadigt foregår, mens psykomotorikeren observerer sin klient, placerer psykomotorikeren i en særlig position.

Testredskaberne, som psykomotorikeren har til rådighed, er konstrueret med henblik på at evaluere de psykomotoriske komponenter i deres funktionelle aspekter. Klientens psykoaffektive karaktertræk og klientens oplevelser, viser sig under hele samværet og det er psykomotorikeren, der finder forbindelserne mellem de funktionelle og de psykoaffektive sider.

Interviewet

I løbet af interviewet kommer klientens klager til udtryk, behovet for behandling og ønsket om forandring bliver formuleret, og klienten fortæller om sit livsforløb. Det er også den første observation af klientens relationelle position i forhold til psykomotorikeren og mellem de familiemedlemmer, som er til stede.

Det er ofte meget instruktivt at lægge mærke til, hvordan et par med et barn, giver udtryk for tre forskellige behov: den ene forældre opdager (eller opdager tilsyneladende), hvordan barnet i flere måneder har haft søvnproblemer, eller at barnet har ondt i armen, når det skriver. Og når barnet fortæller, at det er kommet, fordi det ikke magter at leve op til forventningerne om at være en god elev, hvem er det da, der udtrykker hvilket behov? Og hvem skal man respondere? Er det udtrykte behov det samme som det reelle behov?

Og hvad nu, hvis der ikke er udtrykt et behov eller hvis behovet ikke kan udtrykkes? I voksenpsykiatrien eller i geriatrien, er det jo tit personalet, der giver udtryk for, at en beboer har brug for behandling hos psykomotoriker. Nogle gange kommer en patient mod sin egen vilje eller uden at forstå årsagen til, at han er kommet til behandling.

Ønsket om at få behandling forudsætter, at man har hukommelse, at man kan opleve kroppen og selvet, at man har skjulte eller potentielle ressourcer, at man har et ønske eller håb om at få adgang til ressourcerne, at man kan udtrykke sig verbalt og har et ønske om at indgå i relationer – og alt dette er ikke altid muligt. 

Med hensyn til fortællingen af livsforløbet er der også forskel på den enkeltes historie, sådan som den på den ene side fremlægges i løbet af interviewet og på den anden side de anamneser, som man læser i casehistorierne, anamneser, som er glatte og velordnede.

Der er så mange fortællinger, som er sammenfiltrede, snoede, uden kendemærker i tid, der markerer livs-og tidsforløbet, så mange ukendte oprindelser, så mange glemte perioder som åbne sår, sådan som det ses i mange usammenhængende liv. Der er på den anden side også mange livshistorier som fremlægges som et katalog, helt velordnede med etiketter sat på alt, og hvor det hele er fortalt på ti minutter. Fortællingens usikkerhed og uoverensstemmelserne tegner omridset af en skæbne, som er mere eller mindre påtaget.

Mens man indsamler disse informationer, lægger man mærke til hvilken plads den emotionelle sfære har i fortællingen både på det verbale plan, det kropslige og det adfærdsmæssige plan. Gennem de mange forskellige måder at fortælle om sig selv på, viser klienten eller hans omgivelser en intim side af deres funktionsmåde og de viser den individuelle måde, de har organiseret sig på.

 

Den praktiske del af evalueringen har kroppen er i centrum

Derefter følger den praktiske del af evalueringen, hvor kroppen kommer i spil. Psykomotorikeren foreslår en række situationer, der centrerer sig om psykomotorisk kompetence.

  • tonus
  • bevægelseskvalitet
  • koordination af grov og finmotorik
  • balance og ligevægt
  • kropsskema
  • lateralitet
  • rum og tid
  • emotionel regulering
  • opmærksomhed
  • hukommelse.

Der findes specifikke test til at vurdere særlige færdighedsområder som fx test af evnen til afspænding og grafomotoriske test samt prøver, der evaluerer de matematiske og logiske evner.

De psykomotoriske kompetencer interagerer, og hver situation leverer mange informationer, om det felt, den undersøger. På den anden side er det også selve situationen, der viser sig at kunne analyseres, idet klienten i hver eneste situation viser en del af sin personlighed. 

Lad os tage bruge tonus som eksempel. Undersøgelsen kortlægger:

Det kvalitative aspekt dvs. de toniske manifestationer. Man genfinder her det dobbelte niveau med tegn, forbundet med instrumentelle forhold, med udviklingsforhold, med neuromotorisk regulering, og tegn forbundet med den emotionelle sfære.

Det kvantitative aspekt som i mange sager tillader os at konkludere mht lateralitet; hvilken side er  dominerende og hvordan er den toniske funktion.

Afstanden mellem de kliniske tonusfund og klientens oplevelse viser, om der er overensstemmelse mellem klientens oplevelse og fundene. Denne forskel mellem de kliniske tonusfund og klientens oplevelse påpeger pålideligheden eller overensstemmelsen mellem de vedrørte proprioceptorer som indgår i spænding- afspænding. Det er helt sikkert, at disse forhold er vigtige for tilrettelæggelsen af behandlingsforløbet.

Således evaluerer man alle aspekter af de grundlæggende funktioner. Konklusionerne må nødvendigvis ikke være en samling af delkonklusioner på hvert psykomotorisk funktion, men den skal forholde sig til henvendelsesårsagen eller til symptomet, som er et udtryk for en hel person og ikke bare for en funktionel svaghed. Således søger man at finde ud af, hvordan lidelsen er organiseret.

 

Hvis vi som eksempel tager et barn med skrivevanskeligheder, ser vi en samling tilbagevendende problemer:

som barnet har:

  • vanskelighed ved at mobilisere distal tonus (fx hvis man beder barnet holde armene spændt og strakt ud foran sig, vil der tit være svag tonus i armene helt ud til fingrene)
  • dårlig regulering af tonus i hvile
  • kender ikke fingrenes navne
  • svært ved at koordinere og skelne grov- og finmotorik fx i fleksion-ekstensionsbevægelser i fingergrebet, bevægelser i håndledet, ekstension i albueleddet og opretholde kroppens centrale akse
  • svært ved at finmotoriske færdigheder, fx når barnet skal efterligne forskellige håndbevægelser

 

Et andet eksempel på systematisk brug af test er mit arbejde i et team, der tager sig af unge lovovertrædere med seksuelle afvigelser. Her ser vi en række ensartede træk i det kliniske billede:  

  • massive hypertonier
  • manglende evne til at slippe spænding
  • øjeblikkelig genoptagelse af hypertonier efter delvis afspænding
  • manglende regulering af emotionelle afstande
  • reperes proprioceptive
  • tidlig omsorgssvigt
  • en livshistorie, som fortælles uden emotioner, nærmest alexithymisk. 

Denne organisering viser meget klart, at det ikke bare drejer sig om at sidestille psykomotoriske tegn, men at disse interagerer, hvilket vil sige, at de forstærker hinanden både positivt og negativt.

De skriftlige konklusioner

Konklusionerne skal skrives på en måde, så det er nemt at forstå baggrunden for behandlingen for alle, som har brug for det, hvad enten det er patienten, kolleger eller pårørende til patienten. 

En fremstilling eller et referat, som er tilgængeligt for de andre behandlere er et godt kommunikationsredskab med det formål at vores kolleger opnår et bedre kendskab til vores profession.

Selvom henvendelsesårsagen nogle gange kan være meget specifik, skal konklusionerne tage hensyn til at det psykoaffektive forsvar kan blive aktiveret ved en for hurtig kropslig mobilisering af kroppen eller ved en for invaderende kropslig tilgang.

Endelig er vi nået frem til at skulle beslutte om en kropslig og psykomotorisk intervention  er passende og for at beskrive det terapeutiske projekt. Det er nødvendigt at prioritere vanskelighederne og at tage hensyn til de mest påtrængende vanskeligheder først. Ofte tager man udgangspunkt i den psykomotoriske udvikling. Man må imidlertid også forholde sig til hvor virksomme interventionerne kan tænkes at være. Man må bestemme sig for en behandlingsstrategi i forhold til om behandlingen er kortsigtet eller langsigtet.

Teamet og valget af øvrige behandlere, komplementerer behandlingen.

 

 

Jeg er medlem af Danske Afspændingspædagoger (DAP).
Jeg arbejder efter DAP's etiske regler og har således tavshedspligt.